søndag den 14. januar 2007

Heavenly Creatures (1994)


Stadig Peter Jacksons bedste film! Alting kunne så let være gået så galt i dette autentiske morddrama; for meget realisme – for meget drama – for meget splat! Men Jackson måler det hele i fine doser og giver os en gribende men også ubehagelig fortælling om to teenagepigers fantastiske venskab, der sender chokbølger gennem det newzealandske samfund.

Jeg er i fuld gang med et ret fedt filmforløb sammen med 3g’erne på Katedralskolens Film & tv-hold. Vi har kaldt det Drømme & mareridt, og indtil videre har vi set Ingmar Bergmans Ved vejs ende (1957) og Roman Polanskis Rosemary’s Baby (1968). Nu er vi så rykket lidt længere frem i tiden til én af mine absolutte yndlingsfilm – Peter Jacksons Engel min engel fra 1994. (Om et par uger runder vi af med Michel Gondrys Evigt solskin i et pletfrit sind, 2004.)

Men det blev altså til et kærligt gensyn med Peter Jacksons bedste film til dato. Engel min engel slår hele den svulstige Ringenes herre-trilogi (også den umanérligt super-svulstige, extended udgave!) samt kæmpefilmen om kæmpeaben King Kong med flere længder. Engel min engel er nemlig ikke en special effects/CGI-opvisning i, hvor meget Peter Jackson på nuværende tidspunkt kan udrette med sin computer – filmen er først og fremmest et dokudrama med noget på hjerte, udført med nænsom hånd i respekt for de efterladte. Manuskriptet til Engel min engel blev fortjent indstillet til en Oscar, og selv om filmen ikke vandt, blev den alligevel Jacksons billet til Hollywood og større budgetter. (Hvilket altså ikke har ført bedre film med sig.)

Den autentiske film foregår i 1950ernes New Zealand og handler om de to teenagepiger Pauline Parker og Juliet Hulmes intense venskab, der tager en fatal drejning og kulminerer med drabet på Paulines mor. Jackson har valgt at skildre begivenhederne fra pigernes synsvinkel, og sørger på den måde for at seeren både forstår og samtidig væmmes ved deres handlinger. Vi bliver både tiltrukket af deres blomstrende intense sammenhold midt i det autoritetstro samfund med de normbundne familier, der ikke forstår dem eller giver plads til deres kreative evner og venskab. Men vi frastødes også på samme tid, når deres drømme forvandler sig til mareridt – vi påtvinges også autoriteternes og normernes blik. Det er en overrumplende filmoplevelse, fordi Peter Jackson holder balancen igennem filmen. Den blodige slutning brænder sig ubønhørligt fast, når vi på én og samme tid forstår den og fordømmer den.

Filmen kombinerer flot Peter Jacksons vilde kameraarbejde med en autentisk ramme, og dermed bliver det netop aldrig en gang plat splatstick i Tom & Jerry-tempo (à la Jacksons forrige film, Braindead, 1992) – ej heller et patetisk dokudrama af værste engelske kitchen sink-skuffe. Jackson tøjler sin hang til steadicam i filmens eventyrlige rejse ind i Pauline og Juliets venskab og deres (eventyr)verden, Borovnia, hvor de er accepterede, attraktive og magtfulde. I flere scener glider virkeligheden umærkeligt over i fantasien, når de to pigers lerfigurer bliver levende og forsvarer dem – eller når de selv træder ind i Borovnia og påtager sig nye identiteter, fordi virkeligheden bliver for hård. Det er her kameraet særligt får lov til at skeje ud; den ekspressionistiske billedside forenes med pigernes følelser og oplevelser. Selve Borovnia og de mandshøje lerfigurer er udført med en visuel snilde og simplicitet, som de storladne Hollywood-helaftensfilm kunne lære en del af.

Pigernes yndlingstenor Mario Lanza kører som en fast bestanddel af soundtracket – skiftevis som underlægningsmusik og incidentalmusik, når Mario på forskellig vis levendegøres. Også Orson Welles i rollen som Harry Lime i The Third Man (Carol Reed, 1949) levendegøres på mere end én måde og bliver faktisk nøglen, der åbner op for pigernes forbudte følelser – både af voldelig og seksuel karakter. I starten modelleres Borovnias drabelige prins Diello efter Welles’ udseende, men senere bryder Harry Lime ud af biograflærredet og forfølger symbolsk pigerne til de overgiver sig til ham - og hinanden - og deres fremtidsdrømme.

Peter Jackson gør desuden en dyd ud af at skildre de to pigers sammenhold. De forbindes selvfølgelig i samtale og brevskrivning men der trækkes også klare paralleller eller spejlinger via klipningen, og hen imod slutningen er de så fasttømret, at de nærmest ser ud til at være vokset sammen i nogle slående visuelle opstillinger. Dermed forener hele filmen sig med pigernes situation, for samtidig med at pigerne fjerner sig mere og mere fra det realistiske newzealandske miljø, gør vi seere det samme. Og da sorgen over deres umulige venskab forplanter sig i pigerne, ændrer Engel min engel stil og bliver til et nærmest ekspressionistisk mareridt.

Peter Jackson sendte med denne film en ordentlig bredside mod det engelske imperium og dets klasseopdelte samfund, som også er påstemplet kolonien New Zealand; han lader Pauline og Juliet gøre oprør mod kirke, kongehus og kernefamilie, som har påført dem en social spændetrøje. Lærerne på pigeskolen latterliggøres, den homofobiske læge og den sleske præst hugges ned i fantasien. Dermed sætter Engel min engel også en mere universel / nutidig teenagekonflikt på dagsordenen – det handler om at bryde med forældrene og samfundets autoriteter for at finde og definere sig selv og sine egne behov.

······


Heavenly Creatures (Engel min engel)
Instruktør: Peter Jackson
Medvirkende: Kate Winslet, Melanie Lynskey, Sarah Peirse m.fl.
WingNut Films, 1994
Spilletid: Ca. 104 minutter
Australsk dvd-distribution: Buena Vista Home Entertainment

9 kommentarer:

  1. Cathrine Strynø 3.a.24. januar 2007 kl. 17.34

    Filmen er set fra pigernes synsvinkel, hvilket bevirker, at seerne får en følelse af, at de selv er i pigernes situation. Klipningsmetoderne er også med til at bevirke dette, f.eks. i forbindelse med drømme/eventyrscenerne, hvor der klippes fra den virkelige verden ind til pigernes fantasiverden, hvilket giver os en god følelse af, at pigerne flygter fra realiteternes verden. Et eksempel herpå: I starten, hvor pigerne løber gennem skoven, efter at have dræbt Paulines mor, sker der en krydsklipning til de løbende piger på skibet, hvor alt er lykkeligt. Dette giver en dramatisk effekt og opbygger spænding. (Der kan også argumenteres for, at der er tale om falsk-klipning) Der er mange eksempler på disse sideløbende handlinger, som dog ikke foregår i virkeligheden, men i deres fantasiverden (Altså ønsker fra pigernes side, om hvordan de ville ønske, virkeligheden var) Endnu et eksempel herpå er da Pauline har sex med John: hun flygter igen fra nuet og virkeligheden ved at gå over til sine fantasier, som vises ved adskillige krydsklipninger i denne ubehagelige og forvirrende scene. Ved nogle af disse klip til fantasiverdenen kan seeren blive i tvivl om, hvorvidt det er virkelighed eller drøm - Et eksempel herpå: Julie og Pauline forfølges af ukendt mand, efter de har været i biografen.
    Gennem filmen er der mange hurtige klipninger (især ved overgangene til drømmeverdenerne) som giver et indtryk af et hektisk forløb - dette er også med til at give et indtryk af pigernes forhold og liv - de skal hele tiden flygte fra det normbundne samfund, de lever i. Samfundet og omverdenen prøver at forhindre dem i at dyrke deres utrolige venskab, og deres frustrationer over dette vises også gennem klipninger og videre til fantasiverdenen - et eksempel herpå: Julie løber grædende på en eng i frustration over forældrenes beslutning om, at de skal til England, og scenen skaber forvirring, og man sætter sig ind i deres situation og føler, at man også selv flygter væk med dem, og derefter klippes der pludseligt til fantasiforestillinger i en have - altså bruges igen krydsklipning i forbindelse med deres frustrationer.
    Martin skriver i sin anmeldelse: "Der trækkes klare paralleller eller spejlinger via klipningen, og hen imod slutningen er de så fasttømret, at de nærmest ser ud til at være vokset sammen i nogle slående visuelle opstillinger." Igen benytter Peter Jackson sig af krydsklipning, et eksempel herpå: på et tidspunkt vises Paulines øjne og der klippes derefter til Julies øjne - dette skaber en følelse af deres samhørighed, hvor tæt de er forbundet til hinanden og at de, som sagt, ser ud til at være vokset sammen.
    På et tidspunkt ser man Pauline og derefter en økse, og der er her lagt op til, at seeren skal finde logik i, hvorfor der klippes mellem disse to billeder. Her er der selvfølgelig tale om planen drabet på moderen og denne montage-klipning må siges at skabe spænding og suspense - publikum og Pauline ved altså mere end moderen, som senere hen bliver udløst af en pludselig afsløring.
    Heavenly Creatures er efter min mening en utrolig god film, i og med man som seer bliver sat så meget ind i disse pigers tætte venskab - Som Martin skriver, forstår vi pigerne, men væmmes samtidig med deres handling. Det er fedt, at Jackson har formået at give seeren denne blandede holdning til pigerne. Klipningsmetoderne mellem virkeligheden og fantasi fungerer fantastisk godt, og er samtidig med at give seeren perspektiv til sit eget liv - altså på den ene side "misunder" (måske lidt overdrevet skrevet) seeren pigerne for deres store evne til at kunne bruge fantasien i så høj en grad, men samtidig væmmes vi ved deres grufulde handling, som er resultat er deres fantasi.

    SvarSlet
  2. Katrine Aagaard, 3.a25. januar 2007 kl. 00.17

    Fortællermæssige træk.

    Suspense: Filmen indledes med suspense, da de to piger løber gennem skoven – her ved fortælleren og karaktererne mere end publikum ved. Her skaber det nysgerrighed og spænding. Man er bare nødt til at se filmen videre, for at få besvaret sine spørgsmål. Jeg tror, at skrigende piger med blod ud over sig, er en sikker ’bliv-hængende’-start – det er svært at gå væk fra. Jeg kan huske, at jeg tænkte, og jeg er sikkert den eneste: ”Bliver de forfulgt eller forfølger den ene den anden?” Det var lidt uklart da de løb igennem skoven, og det var klart med til, at jeg synes starten var superfed. Jeg tog så helt fejl, da ingen af de to ting var tilfældet – og det gør det næsten bare federe.
    Et andet eksempel er, da Pauline siger, at hun vil ”remove” sin mor – på dette tidspunkt er det kun publikum og fortælleren, der ved det, hvilket også skaber nysgerrighed – ”mener hun det virkelig seriøst?!”.

    Set up – pay off: Det førnævnte eksempel med Pauline, der fastslår, at hun vil ”remove” sin mor, fungerer også som set up. Ordet ”remove” betyder jo ikke ’at slå ihjel’ og derfor har vi kun anelsen om, at hun faktisk vil gøre en ende på sin mors liv – vi tror, men det er ikke sagt direkte, og kan derfor fungere som set up. Pay off’et er selvfølgelig, da Pauline og Juliet brutalt dræber Paulines mor.
    Et andet set up, som jeg bed mærke i har måske ikke den store relevans for filmen, men det var der alligevel. Da Juliet og Pauline giver deres kendte helte navne ved deres lille ’alter’ i skoven, smider Juliet et billede af en skuespiller (tror jeg nok) i vandet. Kameraet følger billedet glide ned af åen, og man fornemmer ligesom, at noget ikke er helt rigtigt ved det. Pay off’et er senere i filmen, da den selv samme skuespiller (igen, tror jeg nok) dukker op i deres fantasi-verden og forfølger dem, til de igen er tilbage i den virkelige verden.

    Identifikation med karaktererne: Først et klart ”nej! – det er umuligt at identificere sig med dem”. Og derefter et ”tjah, det kan faktisk godt være, at der er nogle identifikationsmuligheder rundt omkring.” Det skal jeg selvfølgelig uddybe. Måske er det svært som dreng, men jeg som pige, finder det egentligt ikke så svært (hvis vi ser bort fra det med lysten og viljen til at slå min mor ihjel). Drømmer alle (piger) ikke engang imellem om det dér helt tætte, ubrydelige bånd, der kan opstå mellem gode venner? Et super-venskab, hvor man kan dele alt, fortælle alt og gøre alt sammen. Måske går P og J til ekstremerne nogle gange, men selve ”grundtanken” er fed og deres ønske om dette venskab er ganske ligetil at sætte sig ind i. Samtidig er det vel egentligt også ganske normalt ”at flygte til en anden verden”. Ikke bogstaveligt talt, selvfølgelig, og ikke på samme måde som Pauline og Juliet, men alligevel synes jeg, det er velkendt at drømme sig langt væk, når alt går præcis som man ikke vil have det.

    Jeg synes, at filmen var fabelagtig (ja, og her er ’fabelagtigt’ faktisk på sin plads at bruge) god. Det er virkelig fedt at blive introduceret for en helt anden verden. Det er vildt fascinerende den måde de to møder hinanden og pludselig bare ’klikker’. Hele filmen igennem kommer det til udtryk hvor helt igennem glade de er for hinanden og hvor meget de vil gøre for hinanden. Dét er superfedt at se på.
    Jeg er også vild med måden hvorpå de to verdner bliver blandet sammen på. Pludselig er det drømmeverdenen, pludselig er det virkeligheden. Jeg er normalt ikke til den slags, men i denne film fungerer det bare helt perfekt.

    SvarSlet
  3. LYDÆSTETIK:
    Hele filmen er underbygget af en masse musik og lyd. Denne musik er med til at skabe spænding og stemning. Meget af musikken består i både underlægningsmusik, incidentalmusik osv.

    Filmen lægger ud med, at give et indblik i perioden, som handlingen spilles over. Mens der vises en lille ”smalfilm” af billeder fra perioden, så høres en voice-over i baggrunden, som fortæller om billederne. Voice-overen består i en ældre stemme som man forbinder med ”gamle dage”, og dette giver seeren en god stemning og et meget godt indblik i perioden. Underlægningsmusikken som spilles samtidig med voice-overen er også typisk for perioden og skaber også ro og idyl. Ret pludseligt bliver denne idyl brudt af en masse skrig og ”dyster” musik. Sammen med højtrystende skrig, giver den nye underlægningsmusik nu en helt modsat stemning. Man fornemmer både kaos og uro. Mens man ser to piger løbe hastigt og bange gennem ”skoven” skifter filmen igen til en ny scene. I den nye scene løber pigerne også, men denne gang er det på dækket af en båd. Mens pigerne løber på skibets dæk, anvendes en underlægningsmusik der igen underbygger fred og ro, som er en skarp kontrast til scenen i ”skoven”. Den hurtigere og hurtigere skiften mellem de to meget forskellige scener, giver også spænding og man bliver interesseret i at få den hele sammenhæng uden de mange pludselige brud.

    I filmen befinder hovedpersonerne, de to piger Pauline og Juliet sig henholdsvis i en virkelig verden og en overnaturlig/opdigtet verden, også kaldet ordinary world og special world. Special world er en verden som pigerne selv har opdigtet. Da pigerne mødes opdager de en bestemt interesse som de har tilfælles, det er nemlig interessen for overnaturlige væsner, og sammen beslutter de sig for at skrive en roman om en konge og dronning i en helt vidunderlig verden hvor næsten alt kan lade sig gøre. Denne skrivning udvikler sig til en brevskrivning mellem pigerne da Juliet bliver syg og må ligge i sengen. Pigerne indlever sig så kraftigt i deres historie, at de tror at de selv lever i denne overnaturlige verden. Når pigerne begiver sig ind i special world, bliver underlægningsmusikken idyllisk og meget eventyrlig. Denne specielle musik er med til at give en flydende overgang ind i speciel world og man fornemmer også den det skønne og eventyrlige ved den overnaturlige verden.

    I filmen anvendes der også en del incidentalmusik. Pauline har en stor svaghed overfor tenoren Mario Lanza, som hun ofte nyder at høre både i hjemmet og sammen med Juliet. I en scene efter skole vil Pauline høre sin plade med Mario, og her fungerer musikken fra pladespilleren som incidentalmusik, da faderen begynder at efterligne Mario, og med en fisk i hånden synger han til musikken som om han var Mario i egen person.

    Som tidligere nævnt er filmen underbygget af en masse lyd og musik. Især musikken har en stor rolle for både handling og stemning. Peter Jackson (instruktøren) bruger musikken meget flot, og det er da også musikken som gør filmen rigtig god, selvom handlingen til tider kan virke ret sort.

    SvarSlet
  4. Billedæstetik.
    Kameraføring og kameravinkler:
    Filmens generelle brug af kamerabevægelser nærmer sig det syrede og lidt "flyvende" univers. Der bliver ofte benyttet steadicam i forbindelse med dialog og i scener, hvor pigernes ansigt er i nær i stedet for f.eks. at zoome ind på dem.Denne form for kamerafølelse benyttes især i de scener, hvor pigerne indtræder i deres selv-opdigtede fantasi-univers,hvor der i øvrigt ofte bruges voice over for at understrege deres forglemmelse af deres hverdag og trakiske situation og deres drømmen væk til et "indre" sted. Der er især en scene, der understreger den flyvske effekt steadicam'et giver; en scene, hvor pigerne løber rundt i skov/landlige områder, mens de leger, de flyver og danser rundt, mens de er omringet af kæmpe-sommerfugle. Her "flyver" kameraet nærmest med dem, mens det skiftevis skifter synsvinkel fra pigernes subjektive p.o.v. til halvtotal samt kameravinkler placeret i pigernes øjenhøjde. Denne subjektive skildring understreger, at vi befinder os i pigernes fantasi-univers.
    Der bliver desuden benyttet en del kameravinkler i frø, når de voksne taler ned til pigerne, og pigerne filmes i fugl. Her understreges de voksnes autoritet og magt, ligesom pigernes underdanighed og afmagt også understreges. Eksempelvis da præsten besøger Juliet på hospitalet, skydes han i frø mens han med sine ord om Gud fortæller hende, hvad hun bør gøre, oh hvad hun ikke bør gøre.

    Farvebrug:
    Der benyttes realistiske farver-især pastelfarver,som er med til først og fremmest at indikere 50'er-miljøet med den tids "look". Derudover indikeres også pigernes teenagealder med dertilhørende "farverige"/ekspressionistiske tankegang og følelser.

    Ekspressionistiske træk:
    eks. træk benyttes eksempelvis i scenen, hvor Paul får at vide, at Juliet er syg. Hun står med en telefon i hånden, og der forekommer en særlig skyggestruktur omkring hendes skikkelse fra trappen ved siden af hende. Skyggen danner nærmest en ramme, der ligner tremmer omkring hende. De viser tegn på en fængselstilstand-en indelukket,kvælende tilstand, som er meget passende for den psykiske tilstand Paul befinder sig i, da hun får den forfærdelige nyhed at vide om Juliet. Skyggerne samt lyset indkapsler samtidig hendes ansigt, sådan at hendes krop er mørkelagt, og hendes ansigt er belyst fra en udefrakommende lyskilde. Dette er med til at intensivere og forstærke hendes ansigtsudtryk, der selvfølgelig udtrykker hendes smerte.

    Vurdering:
    Jeg vil mene, at denne film er meget mere tilgængelig end P. Jacksons øvrige film (gyser/splat). Den er ikke nær så syret og langt ude, som en de normalt kunne være. Det er rat at sidde med fornemmelsen af, at filmen rent faktisk har en forståelig og lettilgængelig pointe, som ikke kammer over i voldsom surrealisme.De meget bevægelige/flyvske kameravinkler skaber et superfedt visulet "look", som giver en meget mere spændende effket end de traditionelle ind-zoom og ud-zoom. Desuden er special effects'ne (som de levende lermænd) overraskende realistisk lavede. Det er faktisk ikke særlig tydeligt, det er special effects. Så rent æstestisk set er filmen i top. Mit kritikpunkt beror sig ok nærmere på skuespillet og handlingen. Det overdramatiske og MEGET britiske skuespil fra Kate Winslets side er måske en tand for meget, selvom man godt ved, det er meningen, det skal være sådan. Det giver bare et irriterende præg til filmen!Handlingen desuden er ikke over-spændende;en fin fortælling, men ikke noget der flytter bjerge rent spændingsmæssigt, der kunne måske have været et lille twist til sidst i stedet for det forventede mordforsøg på moren.

    SvarSlet
  5. Filmen og lyden ligger allerede i de første scener op til at være en lidt surrealistisk fortælling, idet pigerne kommer skrigende frem med blod overalt på kroppen.
    Pigerne løber på et tidspunkt i skoven, hvor de synger samtidig med, at noget klassisk underlægningsmusik spiller i baggrunden. Da de møder en mand, farer underlægningsmusikken hurtigt op og toner stille ud igen, da de lander i græsset. Da de rammer jorden, begynder høj tenormusik som underlægningsmusik at spille. Pauline har forelsket sig i tenoren Mario Lanza; derfor går tenormusikken igen hele filmen igennem. Tenormusikken bruges til at beskrive det eventyrlige og samtidig er det en musik, som hurtigt kan slå over i et andet tone- og stemmeleje, så musikken får en helt anden, en lidt mere dyster stemning.
    Senere græder Juliet og Paul leder efter hende. Her kan man høre underlægningsmusikken, den stemningsskabende, eventyrlige, af og til optrappende ”stormusicalmusik”, som spiller filmen igennem. Man kan også høre flere reallyde, blandt andet idet det begynder at tordne.
    Da Juliet er syg, kommer der en præst for at give hende Guds velsignelse. Da præsten er på vej over til hende, er der Mickey Mousing på hans bevægelser, hvilket virker rigtig godt. Præsten begynder at tale, men da Juliet træder ind i sin egen fantasi, overtager en optrappende, uhyggelig underlægningsmusik, anvendt som subjektiv lydanvendelse, der skal forestille, at det foregår i Juliets fantasi. Man kan ikke længere høre præsten snakke, på trods af, at man kan se hans mund bevæge sig meget tydeligt. Da en lermand tager fat i præsten bagfra, toner underlægningsmusikken kraftigt op. Man kan til sidst høre præsten råbe ”Reach out for Jesus”, inden han bliver halshugget af en lermand.
    Pigerne ligger på Paulines værelse; en stille og rolig underlægningsmusik kører i baggrunden. Da Juliets far ser dem, begynder det at tordne og regne kraftigt. Herefter ser man en dialog mellem Paulines forældre og Juliets far. Hver gang Juliets far siger noget alvorligt, altså noget, der skal lægges særlig tryk på, så tordner det i baggrunden. Det giver en lidt uhyggelig og dyster stemning for denne scene.

    Det sker flere gange, at når Pauline skriver i sin dagbog, så toner tenormusik op i baggrunden, samtidig med at man anvender voice-over, idet Pauline fortæller hen over skærmen, hvad hun skriver, tænker og føler.
    Da Pauline på et tidspunkt er hos en psykiater, nedstirrer Pauline ham intenst. Pludselig hører man høje, klamme lyde, hvorefter man ser et sværd komme op gennem psykiateren, imens han hiver efter vejret. Lydene er med til kraftigt at understrege filmens surrealisme.

    Eventyr- og tenormusik som underlægningsmusik anvendes helt specielt, når pigerne er i deres eget ”eventyr”. Musikken er med til at gøre hele billedet eventyrligt; pigerne har balkjoler på, tenoren Mario står og synger, de er på en borg omringet af deres beskyttere, lermændene.
    Da pigerne kommer ud af biografen, hører man høje bling-bling lyde; lyde fra et cembalo eller elektrisk klaver. Turen munder ud i en flugt, hvor optrappende underlægningsmusik tydeligt indikerer, at de flygter fra noget.
    Pigerne går til sidst i en park eller skov med Paulines mor. Man hører nynnelyde, men ingen real- eller effektlyde, hvilket giver en drømmeagtig, men lidt urealistisk fremstilling af, at noget skal til at ske. Man hører eksempelvis ikke deres fodtrin, fuglelyde eller andre lyde, man burde kunne høre, når man er ude. I baggrunden spiller himmelsk musik (med violin, fløjter og harpe). Lidt efter hører man dialog mellem pigerne og moderen, fodtrin, fuglelyde og andre skovlyde. Pauline dræber moderen med mursten; lyden, hver gang hun rammer moderen, er tonet kraftigt op og er en kraftig modsætning til den drømmeagtige, himmelske musik, der spillede før.

    Filmen gør flere gang brug af voice-over, incidentalmusik, da Pauline sætter tenormusik på grammofonen og næsten hele filmen igennem underlægningsmusik. Under rulleteksterne spiller tenormusik igen.

    Jeg synes, det er en speciel, men en rigtig god film, som man kan tænke over i lang tid efter man har set filmen. Den er speciel, fordi pigerne lever i deres eget lille eventyr, hvilket kommer stærkt til udtryk flere gange, fx da Juliet fantaserer, at præsten bliver halshugget og da Pauline intenst stirrer på psykiateren, der bliver gennemboret af et sværd.
    Lydmæssigt er den rigtig god, fordi musikken er med til at skabe og understrege pigernes univers. Den fanger rigtig godt; man sidder helt lammet, da man hører murstenene smadre mod moderens kranie til sidst i filmen. Da Juliet og Pauline til sidst i filmen tager afsked med hinanden, foregår det i sort/hvid; man hører ingen effektlyde, kun skrig, gråd og tale i ekko og Pauline der skriger, da Juliet og hendes familie sejler væk.
    Jeg er ikke sikker på, at jeg forstår, hvad det er, filmen faktisk vil sige til sit publikum, men det er det, der ofte gør en film god. At man ikke kan forklare alt, men kun individuelt tolke, gør, at filmen fanger mig. Og det har denne film gjort.

    Nicoline 3a

    SvarSlet
  6. Kirstine Andersen25. januar 2007 kl. 22.11

    God film, både handlingen er spændende, men allermest er det måden filmen er lavet på som jeg synes er fed. Filmen er meget "sanselig", den appellerer til vores sanser, som derved gør at vi føler os ”med” i filmen. Og da den er skrevet fra pigernes synsvinkel, føler vi med pigerne, men samtidig væmmes man også over det de gør, men forstår. Det er stort af Peter Jackson, at han kan få folk til at sympatisere med disse piger, som koldblodigt dræber den enes mor. Det kan han fordi han skildrer historien så rigtigt som muligt, hvor disse piger jo er ganske almindelige teenage piger, som gør oprør mod forældre, samfund osv.
    De sanser som PJ appellerer til er selvfølgelig synet, hvor han laver nogle fede kamerabevægelser. Og farver som han skifter med i filmen afhængig af hvilken verden pigerne er i. Når pigerne er triste er der triste farver omkring dem og omvendt selvfølgelig. Men når de kommer ind i deres drømmeverden bliver farverne utrolig skarpe, som gør at vi kan drømme os med, da drømme ikke skal se normale ud. Det ses tydeligt da Juliet kommer gående ned ad trappen (lidt over halvvejs i filmen) og ser Paul.
    Musikken af Mario Lanza bær handlingen igennem, den løfter en stemning op som publikum ikke ville kunne få på andre måder. Den smukke musik fortæller os om de ting som foregår inde i pigerne og hvad der foregår i deres liv f.eks. I starten af deres venskab, hjemme hos familien Hulmes, sker der en opsummering af hvad der kommer til at ske med deres venskab. Her bærer musikken os afsted i det eventyr. Nogle steder har de tilpasset handlingen efter musikken i stedet for at lade musikken bære det hele, det ses der hvor Juliet og Paul løber efter lillebroren i haven, når de løb ind i krat og mørke steder blev musikken stille og dyster, og når de løb på åbne eller lyse steder var musikken blød og glad. Det er super fedt lavet.
    Den store ting som gør at man føler sig helt inde i filmen og føler med pigerne er den måde PJ bruger kameraet på. En overgearet måde, hvor man flyver rundt inde i deres verden. En almindelig kameraføring ville have lagt en vis afstand til personerne. Men når kameraet flyver rundt og panorerrer og tilter næsten samtidig gør at der kommer masser af uro og kælkede linjer, og man bliver lidt rundt på gulvet, og det er jo subjektiv kameraføring i høj stil. PJ vil have vi skal opleve den mærkelige verden pigerne er i, og som de oplever den.
    Det eneste ved filmen som jeg ikke syntes er særlig godt, er den måde nogle af personerne er karikerede på, f.eks. doktoren, rektoren og den unge fyr som er forelsket i Paul. De overspiller deres roller hvilket jeg mener gør at man ikke ved om man kan stole på Juliet og Pauls roller, da de er lidt specielle nogen gange. Jeg syntes at Juliet og Pauls roller også var overspillet da jeg så filmen, f.eks. lige i starten af filmen, sidder Paul og surmuler mellem de andre skoleelever, sådan surmuler en teenage pige ikke, sådan surmuler en tre-årig lille pige. Men i interviewet med PJ siger han at han skildrer dem lige som de var. Derfor mener jeg at det er utroværdigt at man ikke ved hvad man skal tro om hvem.

    SvarSlet
  7. Peter Jacksons skildring af de to pigers verden er på samme tid både skræmmende og fascinerende. Man ser pigerne Yvonne og Juliets fantasier langsomt blive mere ekstreme.
    Man identificere sig i høj grad med de to piger som følge af en lang række realistiske effekter.
    Som helhed virker historien troværdig med de meget realistisk animerede lerfigurer. Det er ikke en imponerende animation, som der bliver lagt vægt på her, men derimod en realistisk skildring af karakterernes reaktioner og fantasier. Lige efter anslaget toner en tekst frem, som siger, at filmen er baseret på en virkelig historie, og at de citater, man hører fra Yvonnes dagbog igennem filmen, er taget fra den virkelige Yvonnes dagbog. Dette er også med til at skabe troværdighed.
    Set ups og pay offs bidrager til at gøre handlingen i historien realistisk. Strømpen, som man i starten af historien ser Yvonne rette på, giver i situationen associationer til, at hun er en sjusket pige, men dækker også over andre ting, som hendes ar på benet og senere den lidt mere uhyggelige kendsgerning, at det er en strømpe, som pigerne bruger som ”slynge” med en mursten i til at slå moderen ihjel.
    Personskildringen virker dog til tider for klassisk i reaktionerne med moderen og faderen, der næsten er opstillet som stereotype fader- og moderroller. Skuespillet kommer også til tider til at virke kunstigt i sit udtryk, da karaktererne overspilles. Anslaget med de to piger, der løber igennem skoven, fanger seerens opmærksomhed. Man vil se mere. Man vil vide, hvad der mon er sket, og hvorfor det er kommet så vidt.
    Jeg synes dog, at man skal passe på at kalde Heavenly creatures for Peter Jacksons bedste film. Der er mange fine detaljer f.eks. det meget flotte anslag hvor der skiftevis anvendes håndholdt kameraføring og dolley samt kameravinkler der fra et subjektivt point of view følger pigerne løbe op imod huset. Jeg dømmer muligvis filmen for negativt som følge af dens genre. Jeg selv hælder mere til ringenes herre trilogien. Men det er udelukket min smag. Det er svært at vurdere ”hvad der nu er bedst” da filmene sigter efter forskellige genre. Jeg synes både ”Meet the febles”(Absurt skildring af det vilde liv i en dukkeverden alla moppetshov) og Ringenes Herre-trilogien, indeholder scener der har samme kvalitet som Heavenly Creatures. Jeg kan fremhæve dødscenen imellem Boromir og Aragorn som efter min mening er både smuk og meget heroisk.

    SvarSlet
  8. "Engel min engel"s indledning er meget idyllisk og minder mest om noget fra en Walt Disney film, som står i stor kontrast til resten af filmen. Her ser farverne "gamle" ud, og billederne ligner mest af alt noget, der er optaget til en hjemmevideo eller noget til turistinformation af en slags for at lokke besøgende til byen - ikke mindst fordi at kameraet er holdt stille i alle indstillingerne. Billedformaten er 4;3 (det er den ikke gennem resten af filmen), og billederne er meget varme. Kort sagt ser alt idyllisk ud, og det giver indblik i miljøet i 50'ernes New Zealand. I det hele taget er billederne fra naturen generelt i stærke og glade farver, mens dem indenfor er mere dystre og mørke. Specielt hjemme hos Pauline er der en meget indelukket, kedelig og trist stemning med brunlige farver og tunge gardiner, der er trukket for. Et eksempel på naturens kraftige farver er, da Juliet løber ud over en mark efter at have fået at vide, at hendes forældre tager tilbage til England. Her filmes Juliet (og Pauline) oppefra (fugleperspektiv), og man kan samtidig se hele naturen, som omgiver dem - dette understreger også pigernes magtesløshed overfor fremtiden: de ikke selv kan styre, hvad der skal ske. Denne indstilling med at filme oppefra og ud over det New Zealand'ske landskab er også noget, Peter Jackson gør meget brug af i hans senere film - især Ringenes Herre (som jo også er filmet på New Zealand). Scenen hvor Juliet synger, er filmet i meget gullige farver, som må symbolisere pigernes munterhed/glæde over at kunne være sammen.
    Brugen af de kraftige farver kommer også virkelig til udtryk, da Pauline kommer og trøster Juliet, og naturen foran dem forvandles til deres fantasiverden. Dette er også et eksempel på et af de mange ekspressionistiske træk, der er i filmen ligesom pigernes lerfigurer-verden også er det. I starten er pigernes drømmeverden kun noget, der foregår omkring dem, men senere (præsten kommer til Juliet, mens hun er syg og Pauline hos lægen) bliver lerfigurerne en del af den virkelige verden (for pigerne), og figurerne kommer dem til hjælp ved at slå præsten ihjel og lægen ihjel. Her filmes lægen/præsten også i frøperspektiv for at understrege, at det er dem, der er de magtfulde. Der "zoomes" også ind på pigernes ansigter og stemmen fra præsten/lægen bliver utydelig samtidig med at fokus sættes på deres ansigtsudtryk - dette er brug af televinkel. Pauline får også blandet sin fantasiverden sammen med hendes første samleje. Her er fantasiverdenen dog ikke særlig behagelig, men man ser derimod alle figurerne ødelagte i ansigtet. Derfor får man også et indtryk af, at Pauline overhovedet ikke nyder det, og scenen bliver meget ubehagelig. Helt ekspressionistisk bliver det i slutningen af filmen, hvor pigerne har været i biografen, og de ser Orson Welles som Harry Lime forfølge dem hele vejen hjem. Man ser hans skygge på væggen, da de er kommet op af en trappe. Denne scene virker i det hele taget meget "syg", og deres fantasiverden overtager fuldstændigt. Man er nu helt inde i deres syge verden, hvor det er svært at skelne mellem fantasi og virkelighed.
    Jeg har undret mig over brugen af sort/hvid i klippene, hvor Pauline og Juliet forenes med Juliets forældre på et skib og slutningen, hvor Pauline står tilbage på kajen, mens Juliets skib sejler. Sort/hvid bruges meget ofte til at vise noget fra datiden eller en dokumentar. Filmen er jo godt nok også autentisk, men samtidig må man gå ud fra, at det i sort/hvid også er en del af pigernes drømme, eftersom der aldrig er noget af det, der sker i virkeligheden.

    Jeg vil give dig ret i Martin, at det er en rigtig god film, fordi man kommer så tæt ind på pigernes forhold, at man sætter sig selv i deres sted, og man kommer ind i deres fantasiverden og ser alting fra deres synsvinkel. Men jeg synes dog ikke, at det er den bedste film, Peter Jackson har lavet - jeg er mere til Ringenes Herre-triologien - og det er ikke kun for det filmiske, men også for historien (men jeg er også generelt mere til eventyr).

    Lilja 3.a

    SvarSlet
  9. KLIPNING:

    Filmen starter med gamle billeder af en by, de er meget idylliske, og tilskueren falder hurtigt ind i ”rytmen” af det langsomme tempo og de meget rolige billeder. Men dette varer ikke ved. En montageklipning til stressede billeder med buske, løbende ben, skrig, gråd og blod gør, at tilskueren bliver dobbelt så chokeret, som han ellers ville blive. Efter at have vist hurtige klip af pigerne klippes der til et billede med tekst. Publikum kan nu sidde og sunde sig lidt, mens de læser, men de aner underbevidst at tragedien venter.
    Måden at klippe på giver filmen en god indledning. Tilskueren får egentlig slutningen at vide, men er ikke klar over det på dette tidspunkt.
    Peter Jackson bruger mange krydsklipninger undervejs i ”Heavenly Creatures”, for at få intensiteten til at stige og for at få karakterernes til tider ukontrollerede sind fremhævet. Klipningen er en meget vigtig faktor, for at få tilskueren til at leve sig helt ind i filmen.
    Et eksempel er, da Juliet er syg og sidder på hospitalet. En præst kommer hen til hende og begynder at tale med hende om kristendommen. Han er filmet i frø, og hun er filmet i fugl, og vi ser dem hver især fra modpartens point of view. Mens præsten snakker, begynder en gradvist hurtigere krydsklipning. Billederne af Juliet går fra halvnær til nær, og lyden af præstens snak bliver mere og mere svag. Da billedet af Juliet er blevet til et nærbillede, kommer der pludselig en lerfigur, som fanger præsten bagfra og halshugger ham.
    Den samme form for krydsklipning bruger Peter Jackson også, da Yvonne sidder og taler med en psykolog. Krydsklipningen går hurtigere og hurtigere og ender til sidst ud i, at psykologen får en kniv i maven.
    Virkemidlerne med krydsklipningen er med til at manipulere tilskueren til at føle samme irritation som Juliet/Yvonne over, at præsten/psykologen snakker til dem. I eksemplet med præsten bliver han oven i købet filmet i fugl, og dette gør, at også vi bliver underlegne overfor ham, derfor smiler vi nærmest med Juliet, da han bliver halshugget, vi tænker ligesom Juliet/Yvonne ”ha-ha”. Grunden til, at jeg skrev at tilskueren bliver manipuleret med, er, at vi kommer til at tænke, som vi aldrig ville have tænkt virkelige liv, men vi opdager det bare ikke, mens vi ser filmen. Vi holder med pigerne og synes, det er synd og uretfærdigt for dem, at de ikke må være sammen. Det, vi ser i deres venskab er, at de har meget fantasi, og at de har det sjovt sammen. I krydsklipningen kommer vi tættere og tættere på Juliet, som dristigt smiler i modsætning til præstens lidt kedelige ansigt. Derfor forholder vi os straks til hende og kommer, mens kameraet går tættere og tættere på, nærmest til at se det hele fra hendes point of view. Vi får hendes tanker at vide, uden at vi opdager det, fordi vi tror, at det er vores egne. Dermed kommer vi langsomt ind i hendes/deres verden uden, at vi opdager det, og klipningen er her en vigtig faktor i det spil.
    Krydsklipningerne giver også et godt indtryk af pigernes intense og perverse sind.
    Da pigerne til sidst slår Yvonnes mor ihjel, forstår publikum, at der er noget fuldstændig galt. Ét er, hvad pigerne har drømt om at gøre imod præsten/psykologen/andre, men det, at de rent faktisk slår den enes mor ihjel, viser, at det er en meget forskruet verden, de har levet sig ind i, og som tilskueren for øvrigt også var ved at komme ind i. Når man som tilskuer tænker filmen igennem igen, kan man langsomt se, at der var mange træk ved pigerne, som var helt forkerte i forhold til den ”normale verden”. Bl.a. det at de var så overgearede hele tiden. Dette kunne forsvares med, at de jo er teenagers, eller at det ikke er særlig gode skuespillere, men jeg mener klart, at det overgearede er langt over stregen, for hvad sunde teenagers gør, og at det i øvrigt er en fantastisk skuespillerpræstation! Pigerne spiller så godt, at de narrer os alle. Vi tror på deres verden og forsvarer deres venskab gennem hele filmen. Som jeg gav eksempler på, sidder vi endda og smiler lidt med, da præsten bliver kvalt. Det er normalt for en teenager at ønske, at en anden person ikke var der, men det er absolut ikke normalt at ønske, at en anden person bliver kvalt for øjnene af dig.
    Jeg er absolut imponeret over Heavenly Creatures. For det første er der utrolig mange lækre filmiske detaljer i den, f.eks. alle pigernes drømmescener. For det andet laver Peter Jackson filmen ud fra en sand historie, dette gør den endnu mere attraktiv, fordi filmen er lavet med stor respekt for pigerne, den udstiller dem ikke som to perverse piger, der bare vil alle ondt. Den fortæller derimod deres historie hver især og forklarer dermed, hvordan det kunne gå så galt for dem.
    Det er kort og godt en film, der har gjort stort indtryk på mig.

    SvarSlet